Lettilgængeligt tilbud

Børn Social Sundhed

Lettilgængeligt Tilbud er et lovbundet behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Formålet er at give børn og unge hurtigere adgang til relevant udredning og behandling – uden henvisning og egenbetaling.

Lettilgængeligt Tilbud er den fælles faglige ramme for kommunernes behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. KOMBIT understøtter kommunerne i at få tilbuddet til at fungere på tværs af systemer og samarbejdspartnere, så data kan deles og anvendes på en enkel og sikker måde. 

Når kommunerne afleverer data fra deres fagsystemer til Sundhedsdatastyrelsen som led i den nationale registrering, sker det via den Fælleskommunale Gateway. Det gør det muligt at bruge data nationalt til at følge udviklingen i indsatsen. Samtidig får hver kommune adgang til at hente de samme data tilbage – men kun for egne borgere. 

Der er derfor ikke behov for ekstra indberetninger eller særskilte processer. Datahentningen sker automatisk som en del af det eksisterende dataflow, og KOMBIT sikrer, at informationen både bevæger sig sikkert ud af kommunen og kommer lige så sikkert tilbage i en form, der kan bruges i den lokale opgaveløsning. 

KOMBITs rolle består bl.a. rådgivning, leverandørdialog, faglig sparring samt facilitering af netværk og vidensfora. Samlet set understøtter KOMBIT en stabil, sikker og automatiseret indberetning af datasættet for Lettilgængeligt Tilbud. Det frigør tid til, at de kommunale medarbejdere kan fokusere på det, der er vigtigst: at give børn og unge hurtigere og bedre hjælp i en svær periode og giver samtidig kommunerne mulighed for at følge implementering og udvikling af de nye tilbud.  

Lettilgængeligt Tilbud (LTT) giver børn og unge i psykisk mistrivsel én enkel indgang til hjælp i kommunen. Her mødes familierne af fagpersoner, der kan vurdere behov, tilbyde relevant behandling og sikre et godt samarbejde med fx skole, PPR og praktiserende læge, så forløbet opleves sammenhængende og overskueligt. Tilbuddet bygger på nationale faglige rammer og Sundhedsstyrelsens vejledning, som skal sikre kvalitet, tilgængelighed og et tæt tværfagligt samarbejde på tværs af landet. 

Digitalt skal kommunerne kunne dele oplysninger sikkert med deres samarbejdspartnere. Derfor anvendes kendte fælles standarder som sikker mail og korrespondancemeddelelser, ligesom kommunale systemer skal kunne aflevere data til Sundhedsdatastyrelsen via den fælleskommunale gateway. Det giver et fælles nationalt overblik over indsatsen og understøtter en ensartet praksis på tværs af kommuner. 

Samlet set er målet, at børn og unge får hurtigere og lettere adgang til den rette hjælp – og at kommunerne kan levere indsatsen i et samlet, fagligt og digitalt understøttet forløb. 

Opbygningen af Lettilgængeligt Tilbud er en del af den politiske 10årsplan for psykiatrien og mental sundhed fra 2022, og tilbuddet er fuldt implementeret i kommunerne pr. 1. april 2026. Det er gratis, kræver ingen henvisning og retter sig mod børn og unge fra 5 til 17 år, der oplever psykisk mistrivsel. Ambitionen er at forkorte tiden fra mistrivsel til behandling. De nationale faglige rammer er udarbejdet i et bredt samarbejde mellem myndigheder og organisationer og blev udgivet i efteråret 2023

Sundhedslovens §126 a 

Det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud til børn og unge er forankret i sundhedslovens §126 a, som trådte i kraft 1. juli 2024. Tilbuddet skulle være fuldt implementeret i alle kommuner senest 1. januar 2026. Lovteksten kan læses på Retsinformation: Lov om ændring af sundhedsloven (2024) | Retsinformation 

Vejledning om det kommunale behandlingstilbud 

I foråret 2025 udgav Sundhedsstyrelsen vejledningen om det kommunale behandlingstilbud efter sundhedslovens §126 a. Vejledningen samler og præciserer de krav og regler, der har betydning for arbejdet i tilbuddet – både inden for sundhedsområdet og i relevante regler fra bl.a. barnets lov og forældreansvarsloven. Du kan læse vejledningen på Retsinformation: Vejledning om kommunalt behandlingstilbud til børn og unge med psykisk mistrivsel og symptomer på psykisk lidelse (sundhedslovens § 126 a)  | Retsinformation 

Udmøntningsaftale 

I foråret 2024 indgik regeringen, KL og Danske Regioner en udmøntningsaftale om 10årsplanen for psykiatrien. Aftalen fastlægger bl.a. de økonomiske rammer for det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og opstiller vejledende servicemål for, hvor hurtigt børn og unge bør modtage hjælp. Servicemålene anbefaler, at kommunerne tilstræber en forsamtale inden 14 dage og en screeningssamtale inden 30 dage efter første henvendelse, når tilbuddet er fuldt implementeret. 

Det er vigtigt at bemærke, at servicemål ikke er juridisk bindende og derfor ikke svarer til patientrettigheder i sundhedsloven. Kommunerne kan således ikke sanktioneres for at overskride tidsfristerne, og Styrelsen for Patientsikkerhed fører ikke tilsyn med dem. 

Du kan læse udmøntningsaftalen her: Udmøntningsaftale (pdf)

KL’s høringssvar til vejledning og bekendtgørelse om det lettilgængelige tilbud 

I december 2024 sendte Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen både bekendtgørelsen og vejledningen for det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud i offentlig høring. KL har afgivet høringssvar til begge dokumenter, som kan læses her: 

KL’s høringssvar vejledning i lettilgængeligt behandlingstilbud (pdf)

Høring af bekendtgørelse om lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud (pdf)

Rådgiverforum og Leverandørforum er to fora, der understøtter forvaltningen og driften af Lettilgængeligt Tilbud

Rådgiverforummet består af 12 udvalgte kommunale medarbejdere, men som har til opgave at repræsentere alle 98 kommuner. I forummet drøftes best practice, der udvikles implementeringsunderstøttende materiale og forummet rådgiver endvidere Forvaltningsenheden i at imødekomme kommunernes generelle behov i anvendelsen af LTT.

Leverandørforum består af alle EOJ-leverandørerne og har til opgave at orientere sig om planlagte udviklingstiltag samt sikre sig nyeste viden i henhold til den gældende LTT-datastandard.

Forvaltningsenheden faciliterer samarbejdet om udviklingsplaner på tværs af de to fora. 

Lettilgængeligt Tilbud har fælles leverandørforum med Fælles Faglige Begreber (VUM 2.0), Fælles Faglige Begreber - børn & Unge, Fælles Sprog III og Fælleskommunal Gateway.

Både Rådgiverforum og Leverandørforum kan, inden for rammen af drift og forvaltning, løfte udviklingsønsker samt problemstillinger til KOMBITs fagråd, som bl.a. tager stilling til prioriteringen af disse.

Samlet set, sikrer de to fora og fagrådet forretningsmæssige hensyn, vurderer og prioriterer ændringsanmodninger samt yder faglig rådgivning og drøfter den bedste praksis omkring Lettilgængeligt Tilbud.

Hvis LTT, som datastandard, skal udvikles, ændres eller udvides, foregår dette arbejde i regi af KL som projekt og i samarbejde med Forvaltningsenheden. Når projektet afsluttes, overtager KOMBIT området til drift og forvaltning og projektet afsluttes i KL. Mindre ændringer, tilpasninger og fejlrettes sker i regi af KOMBIT. 

Inde på Lettilgængeligt Tilbuds dokumentbibliotek finder du bl.a. nyhedsbreve, webinarer, dokumenter og en FAQ. 

LTTs dokumentbibliotek LTT Implementation Guide v1.0.1

Tilmeld dig nyt fra LTT

Felter med (*) skal udfyldes

Jesper Ulm Jessen
Jesper Ulm Jessen
Produktchef