Stigende digitalisering af kommunernes opgaveløsning betyder, at cybersikkerhed er blevet afgørende for at beskytte borgernes data og opretholde en pålidelig og sikker digital infrastruktur. KOMBIT har til opgave at assistere kommunerne med at holde og hæve cybersikkerhedsniveauet.
KOMBIT arbejder på flere løsninger, der skal hjælpe kommunerne med at hæve cybersikkerhedsniveauet. Når nogle af de ressourcekrævende sikkerhedsopgaver konsolideres og varetages af KOMBIT, vil kommunerne i højere grad kunne bruge deres ressourcer til andre opgaver, fx på velfærdsområdet.
Eksempler på opgaver, som KommuneCERT (den fælleskommunale cybersikkerhedsenhed) kan løse for kommunerne, er overvågning og analyse af den kommunale netværkstrafik, der gør det muligt at opdage cybertrusler tidligere og dermed øge chancerne for at afværge potentielle angreb (SAC-funktion).
På længere sigt vil vi kunne ruste kommunerne til at reagere hurtigere og mere effektivt på trusler med relevante sikringstiltag (SOC-funktion).
KOMBIT arbejder løbende på at udarbejde og dele ’best practices’, vejledninger og relevante standarder, som kan øge sikkerhedsniveau og robustheden mod eksterne trusler.