Du vil snart modtage den årlige brugertilfredshedsundersøgelse af DUBU

KOMBIT måler årligt tilfredsheden blandt brugerne af vores løsninger, og vi håber i den forbindelse, at du vil give din mening om DUBU til kende. Formålet med undersøgelserne er løbende at følge op på tilfredsheden med DUBU og den dertilhørende support, så vi har bedre mulighed for at prioritere indsatsområder.

Vi vil inden for de kommende uger sende dig et link til en brugertilfredshedsundersøgelse, som er målrettet ledere, superbrugere og systemansvarlige, hvor vi både spørger ind til løsningen og support. Vi trækker kontaktoplysningerne fra KLIK, og undersøgelsen vil være personlig, hvilket betyder, at du ikke kan sende undersøgelsen videre til andre. Sørg derfor for, at oplysningerne i KLIK er opdateret og korrekte.

Da vi ikke har kontaktoplysningerne på slutbrugerne af DUBU, vil du senest et par dage efter modtage en mail med et link til en brugertilfredshedsundersøgelse målrettet slutbrugere, som vi håber, at du vil hjælpe med at videresende til alle DUBU-brugere i din kommune – både rådgivere, administrative, økonomimedarbejdere mv.

Måling af tilfredshed med ændringer i DUBU ifm. Barnets Lov
KOMBIT har besluttet, at vi til foråret vil sende en separat undersøgelse ud, der omhandler tilfredsheden med ændringerne i DUBU ifm. Barnets Lov.

Grunden til, at vi ikke spørger ind til det i den generelle brugertilfredshedsundersøgelse, som er nævnt ovenfor, er fordi vi vil vente til, at alle ændringer er implementeret og samtidig give jer mulighed for at arbejde med ændringerne i en rum tid, inden I bedes tage stilling til tilfredsheden.

Opfølgning fra referencegruppemøde den 3. september 2024

På dagsordenen for referencegruppemødet den 3. september 2024 var der blandt andet prioritering af ændringsønsker. Med udgangspunkt i kommunernes højst prioriterede ændringsønsker foretog referencegruppen forud for mødet en prioritering, så vi på forhånd havde bragt antallet ned. På den måde var der god tid til at drøfte, hvilke ændringsønsker der skulle prioriteres til videreudvikling.

Sammen med referatet kan I se en liste over, hvilke ændringsønsker der blev prioriteret, samt hvilke der blev afvist og dermed lukket. Prioriteringen afspejler den rækkefølge, KOMBIT vil prioritere arbejdet med ændringsønskerne. Det er vigtigt at pointere, at det ikke er alle prioriterede ændringsønsker, der vil blive udviklet, da det bl.a. afhænger af økonomi. De ændringsønsker, som hverken blev prioriteret eller lukket, vil komme med til næste prioriteringsrunde, medmindre de allerede har været med i to prioriteringsrunder. I så fald vil de blive lukket. Prioriterede ændringsønsker vil blive implementeret i løbet af 2025.

Se materiale og emner, som blev behandlet på referencegruppemødet her.

Hvis du kunne tænke dig at være en del af referencegruppen, så søger vi lige nu et medlem. Læs mere om dette nedenfor.

Er du vores nye referencegruppemedlem?

KOMBIT søger et nyt medlem til DUBUs referencegruppe. Referencegruppens opgave består primært af at prioritere videreudviklingsopgaver i DUBU på baggrund af de ændringsønsker, som kommunerne sender ind, men du kan som medlem også løbende blive bedt om at komme med input til andre DUBU-emner.

Der skal forventes 2-3 referencegruppemøder i København i løbet af et år. Deltagelse i referencegruppen gælder for en toårig periode, hvorefter nye kommuner kan komme til.

Referencegruppen består som udgangspunkt af DUBU-ledere, og da der ofte behandles ændringsønsker, som omhandler detaljer i DUBU, er det vigtigt, at medlemmerne har et rimeligt kendskab til funktionaliteten i DUBU. Vi søger altså ledere, som har kendskab til systemet – det kan fx også være en teamleder/fagkonsulent.

Vi forventer, at du har:

  • kendskab til funktionaliteter i DUBU
  • lyst til at præge videreudviklingen af DUBU
  • mulighed for at sidde i referencegruppen to år og deltage i 2-3 møder årligt

Udvælgelsen sker med hensyntagen til, at kommuner af forskellig størrelse og geografisk placering repræsenteres. Desuden vil kommuner, som ikke tidligere har siddet i referencegruppen, blive prioriteret frem for kommuner, som allerede har været repræsenteret i referencegruppen.

Har du lyst til at være en del af referencegruppen, bedes du skrive en mail til dubu@kombit.dk senest den 1. november 2024, hvor du fortæller om dine forudsætninger for at indgå i referencegruppen.

På vores hjemmeside kan du se, hvem der i dag er repræsentanter i DUBUs referencegruppe, mens du kan læse kommissoriet for referencegruppen her.

Vil du være med til at kvalitetssikre ændringer i DUBU?

Vi har de sidste par år haft et kvalitetssikringspanel bestående af 6-7 dygtige DUBU-superbrugere, som løbende har været med til at kvalitetssikre de ændringer, der laves i DUBU. Men der er stadig plads til flere i panelet.

Når der skal laves en ændring til DUBU, skal KOMBIT udarbejde en ændringsanmodning til Netcompany, som beskriver ændringen i grove træk. Efterfølgende udarbejder Netcompany en løsningsbeskrivelse, som indeholder flere detaljer for løsningen/ændringen. Det er bl.a. i denne proces, at kvalitetssikringen foretages.

Vi søger derfor superbrugere, som vil være med til at kvalitetssikre ændringerne – det kan både være selve ændringsanmodningen, løsningsbeskrivelsen eller ved en tidlig demo af selve løsningen. Det vil foregå på den måde, at beskrivelserne bliver sendt til kommentering hos kvalitetssikringspanelet, eller panelet vil blive inviteret til en demo via Teams. Det kan også være afklarende spørgsmål på mails. Der vil ofte være en forholdsvis kort frist for tilbagemelding.

Det vil ikke være alle ændringer, der skal gennem panelet, men kun de større og mere komplekse ændringer eller der hvor vi er i tvivl, om ’vi skal gå til højre eller venstre’.

Hvis du ønsker at være en del af panelet, kræver det, at du har et indgående kendskab til hele DUBU-løsningen og ved, hvordan sammenhænge og processer er i DUBU. Endvidere skal du kunne se behovet på tværs af kommuner og ikke kun din kommunes specifikke behov.

Har dette fanget din interesse, så skriv en mail til dubu@kombit.dk senest den 1. november 2024, hvorefter vi giver besked, om du har fået en plads i panelet.

Der er nye uddannelsesvideoer på vej

Da vi har fået flere efterspørgsler om uddannelsesvideoer til de nye funktionaliteter, som bl.a. kom med releasen i maj og nu i september, har vi bestilt uddannelsesvideoer af følgende funktionaliteter hos Netcompany

  • Afgørelse med udslagsgivende forhold
  • Afdækning
  • Barnets Plan/ Ungeplan
  • Forældrehandleplan
  • Ungefaglig undersøgelse flow og indstilling til UKN

Videoerne vil i den kommende tid løbende blive lagt i onlinehjælpen i takt med, at de bliver færdige.

Deltag i webinaret ”Pilottest af Fælles Faglige Begreber – Børn og Unge: Resultater og refleksioner”

Kort om ”Fælles Faglige Begreber – Børn og Unge”-projektet
KL har nedsat projektet ”Fælles Faglige Begreber – Børn og Unge (FFB-B&U)”, som er et datastandardiseringsprojekt, der har til formål at understøtte fagligt samarbejde på tværs af myndighed og udfører og på sigt mellem kommunerne samt skabe mulighed for mere viden om indsatser og resultater for udsatte og handicappede børn og unge.

Fra marts til juni 2024 gennemførte projektet en pilottest, hvor 47 rådgivere og sagsbehandlere på tværs af Københavns Kommune og Viborg Kommune testede "Temakataloget", som indeholder temaer, der kan anvendes til at beskrive de dele af et barns/en ungs behov, som det er relevant at igangsætte en kommunal indsats overfor og derfor dokumentere i it-fagsystemet.

Med fokus på temaernes anvendelse ved underretninger og afgørelser undersøgte pilottesten, hvorvidt og hvordan temaerne giver mening for sagsbehandlerne, og bedst kan understøtte sagsflow og dokumentationspraksis.

Om webinaret
Den 8. oktober 2024 kl. 9.00-10.15 afholder KL, Københavns Kommune og Viborg Kommune et webinar om pilottestens resultater og deler faglige refleksioner over, hvordan de fælles begreber kan anvendes på det sociale børn og ungeområde.

Du kan på forhånd orientere dig om projektet og afrapporteringen af pilottesten på hjemmesiden: Fælles faglige begreber - Børn og unge (kl.dk).

Webinaret er målrettet kommunale medarbejdere på det sociale børn og unge område og er gratis at deltage i.

Du kan tilmelde dig webinaret her. Du vil få tilsendt en kalenderinvitation til webinaret nogle dage efter din tilmelding.

FFB-B&U i relation til DUBU
Det er på nuværende tidspunkt ikke besluttet om FFB-B&U-temaerne skal implementeres i DUBU, og i givet fald, hvordan og hvornår. I forhold til FFB-B&U-indsatserne har der tidligere været et arbejdsgruppemøde med en række kommuner, hvor det blev besluttet, at indsatserne i DUBU ikke skal erstattes af FFB-B&U-indsatserne, men at der kan laves en mapning af indsatserne ’bag om DUBU’, hvis der er behov for FFB-B&U-indsatser i andre systemer.

FLIS-data giver større indsigt i arbejdet med udsatte børn og unge

Med Fælleskommunalt Ledelsesinformationssystem (FLIS) har kommunerne adgang til en lang række data fra forskellige kommunale- og fælleskommunale løsninger, herunder DUBU. 

Med afsæt i de forskellige rapporter, der sammensættes på baggrund det udstillede data, er det muligt at se sammenhænge og mønstre, som ellers kunne være overset. 

I relation til DUBU er det bl.a. muligt at se:

  • Antal oprettede sager
  • Antal sager med ydelser
  • Antal anbringelser kommunen har foretaget
  • mv. 

Du kan i denne video blive klogere på, hvad man kan se i en af ledelsesrapporterne, der er udarbejdet med DUBU- og økonomidata. 

Sikkerhed i højsædet
FLIS-løsningen lever op til gældende krav og sikkerhedsstandarder, hvilket er med til at sikre, at de mange mængder data kun vises til dem, som har den nødvendige adgang. Det gælder også i DUBUs tilfælde, hvor der fx ikke bliver vist data, hvis der er færre end tre borgere. 

Vil du vide mere?

Hvis din kommune ikke anvender FLIS til ledelsesinformation, kan du læse mere om FLIS her.

Hvis du vil vide mere om muligheden for at arbejde med DUBU-data i FLIS i din kommune, skal du kontakte din FLIS-ejer eller FLIS-dataansvarlige for Udsatte Børn og Unge. Hvis du ikke ved, hvem din FLIS-ejer eller -dataansvarlige er, kan du kontakte FLIS@kombit.dk.

01-10-2024