Som vi har meldt ud i tidligere nyhedsbreve, afholder vi BDI Årsmøde den 4. december 2024 på Scandic Kødbyen (Skelbækgade 3A, København).
Vi er ved at have fyldt godt op på tilmeldinger, så hvis du vil sikre dig en plads, skal du gøre det hurtigst muligt og senest den 4. november 2024. Invitationen er den 3. september 2024 sendt til dem, der er registreret som biblioteks- og skolechefer i KLIK samt vores kontaktpersoner på FFU-området.
Program for Årsmødet
Hovedfokus på dagen vil være at kigge fremad og tale med jer om, hvad vi skal de kommende år, herunder hvad der skal udvikles for at sikre, at vi fortsat har et godt Fælles Bibliotekssystem (FBS) og underliggende infrastruktur (FBI). Vi kommer til at bruge tid på BDI’s produktstrategi, bl.a. ift. hvordan vi forankrer strategien ude på bibliotekerne.
Derudover stræber vi efter, at I som deltagere går fra Årsmødet med større indsigt i, hvordan specifikke problemstillinger kan løses, når der præsenteres cases fra hverdagen i bibliotekssektoren. Du kan fx høre, hvordan Københavns Biblioteker har arbejdet målrettet for at øge udlånet af fysiske bøger - særligt til børn - eller hvordan FFU-sektoren i høj grad har skabt rammerne for et mere fælles systemlandskab med systemet Alma. Du kan også høre, hvilken betydning et skolebibliotek har for et barns læselyst og hvilken udvikling og vilkår et skolebibliotek er under, som en del af PLC-området.
Dagen vil desuden byde på gode muligheder for at pleje netværk og erfaringsudveksling.
Hvis du har spørgsmål til BDI Årsmødet, kan du skrive til bibsys@kombit.dk.
Efter Årsmødet afholder KOMBIT et webinar om FBS 2.0, hvor alle interesserede kan deltage og høre mere om den fremadrettede proces. Webinaret finder sted den 11. december 2024 kl. 10.00-11.00.