Projektet er udformet i samarbejde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Social- og Boligministeriet, Styrelsen for It og Læring (STIL), MedCom, Praktiserende Lægers Organisation (PLO), KL, Region Nordjyllands børne- og ungepsykiatri og KOMBIT.
HOI BU skal gøre det nemmere for kommune, psykiatri og praktiserende læger at koordinere, samarbejde og kommunikere om børn og unge i psykisk mistrivsel.
"Der er et stort behov for mere tværgående samarbejde, især når det gælder børn og unge, der mistrives. Sammenhæng og koordinering i deres forløb kan være altafgørende," fortæller Poul Ditlev Christiansen, direktør for Velfærdsområder samt Udvikling og Data i KOMBIT.
Projektet giver mulighed for:
- at hver sektor i eget system får adgang til at se, om der er aktuelle sager/aftaler og kontaktoplysninger hos de andre samarbejdspartnere.
- at parterne får mulighed for at kommunikere nemt og effektivt via MedCom korrespondancemeddelelser.
I pilotafprøvningen deltager Region Nordjyllands børne- og ungepsykiatri, familie- og PPR-afdelingerne i Brønderslev, Thisted, Jammerbugt, Aalborg og Rebild Kommune samt 16 lægeklinikker i de samme kommuner.
"Ved at give indsigt i, om der er sager på det enkelte barn eller unge, tror vi på, at kommunikationen og samarbejdet mellem almen praksis og kommunale afdelinger vil forbedres. Med HOI BU gør vi dette uden at dele følsomme oplysninger eller kræve et nyt it-system. Vi bruger de eksisterende it-løsninger, hvilket også betyder, at der ikke kræves flere dataregistreringer," forklarer Poul Ditlev Christiansen.
Pilotafprøvningen strækker sig over de næste seks måneder, hvor værdien af løsningen testes med henblik på at beslutte, om HOI BU skal udbredes til resten af landet.
Du kan her høre KOMBITs forretningsarkitekt Klaus Rasmussen fortælle om projektets funktionelle, organisatoriske og tidsmæssige scope
Du kan her høre en PPR-leder, en privatpraktiserende læge og en ambulatorieleder fra psykiatrien fortælle, hvorfor de er med i projektet