Med den FællesOffentlige DigitaliseringsStrategi 2026-2029 er det besluttet, at det igangværende pilotprojekt, der understøtter mere sammenhængende og koordinerede forløb for det stigende antal børn og unge i mistrivsel, skal udbredes til hele landet.
På Tværs - Børn & Unge

På Tværs - Børn & Unge er et initiativ, der skal gøre det nemmere for kommune, psykiatri og privatpraktiserende læger at samarbejde om børn og unge i psykisk mistrivsel.
Hvordan kan vi sikre mere sammenhængende og koordinerede forløb for det stigende antal børn og unge i psykisk mistrivsel? I 2. og 3. kvartal 2025 har børne- og ungdomspsykiatrien i Nordjylland, 15 lægeklinikker samt PPR- og familieafdelingerne i Brønderslev, Thisted, Jammerbugt, Aalborg og Rebild Kommune afprøvet værdien af ny IT-understøttelse, hvor de:
- i eget system har adgang til at se, om der er aktuelle sager/aftaler og kontaktoplysninger hos samarbejdsparten
- får mulighed for at kommunikere nemt og effektivt via MedCom korrespondancemeddelelser med samarbejdsparten
Pilotprojektet i Region Nordjylland er gennemført som et tværoffentligt initiativ i regi af FællesOffentlige DigitaliseringsStrategi 2022-2025 - initiativ 8 med deltagelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Social- og Boligministeriet, STIL, KL, PLO, MedCom og KOMBIT. Hør KOMBITs forretningsarkitekt Klaus Rasmussen fortælle om pilotprojektet i Nordjylland.
Som led i den FællesOffentlige DigitaliseringsStrategi 2026-2029 - initiativ 8 er det besluttet at videreudvikle IT-understøttelsen fra piloten og udbrede muligheden til hele landet.

