Der er ca. 2500 kørelærere registreret i løsningen, samt 5-600 køreprøvesagskyndige fra Færdselsstyrelsen og medarbejdere fra kommunernes Borgerservice, som foretager den nødvendige sagsbehandling.
Køreprøvebookingsystemet anvendes af kommunernes Borgerservice til at behandle ansøgninger om kørekort. Færdselsstyrelsen, kørelærere og elever bruger løsningen til at planlægge, fordele, reservere og foretage afregning af køreprøver. Systemet håndterer alt fra ansøgning til gennemførsel af køreprøver, afgivelse af resultater og betaling af ydelser. Køreprøvebooking behandler ansøgninger og automatiserer tunge manuelle processer for borgere, myndigheder og køreskoler. Løsningen har resulteret i effektivisering og dermed lavere administrative omkostninger i processen for ansøgning om og tildeling af kørekort.
Færdselsstyrelsen planlægger og frigiver køreprøver i Køreprøvebooking, og kørelærerne kan derefter se og bestille prøverne.
Kørelærerne opretter nye kørekortforløb i systemet og sikrer, at ansøgerne får udarbejdet de nødvendige informationer til ansøgning.
Kommunerne opretter nye kørekortforløb og kontrollerer elevernes ansøgninger (lægeerklæringer, førstehjælp m.m.), og når de er godkendt, indberetter kommunen godkendelse til køreprøvebookingsystemet. Når godkendelsen er registreret, kan kørelæreren booke en prøve til pågældende ansøger i køreprøvebookingsystemet.
Eleverne opretter egne kørekortforløb til Kategori B og kan i løsningen holde sig orienteret om, hvor langt de er nået i deres kørekortforløb.