KOMBIT har i samarbejde med KL afholdt første af i alt 4 netværksdage i det nye datanetværk, som er etableret for landets kommuner med fokus på at styrke dataanvendelsen på det specialiserede voksenområde.
Netværket vil skabe et fælles forum for vidensdeling, erfaringsudveksling og udvikling af konkrete værktøjer, der kan forbedre kommunernes brug af data. Målet er at hjælpe kommunerne med at sikre bedre datakvalitet, øge deres datakompetencer og understøtte implementeringen af nye datatyper som Fælles Faglige Begreber (FFB).
Kommunerne vil gennem netværket få:
- Indblik i ’Best practice’ for anvendelse af data på socialområdet.
- Konkrete værktøjer til dataanalyser og rapportering.
- Understøttelse af FFB-implementering og dataudstilling i BI-systemer som FLIS (Det er ikke et krav at være FLIS-Kommune).
- Mulighed for at teste nye løsninger og udveksle erfaringer.
- Et fælles fagligt netværk med andre kommuner, KL og KOMBIT.
Der er 31 kommuner tilmeldt i netværket og på første møde var der 97 deltagere.
Det er vigtigt at pointere, at pladserne ikke er personbårne, derfor kan man frit blandt de tilmeldte kommuner sende de medarbejdere, man ønsker, skal deltage på møderne.