KY, KSD og KP overgået til Context Handler 2

Tirsdag den 25. marts overgik KSD som den sidste af tre løsninger til Context Handler 2. KY overgik den 11. marts, og KP overgik den 26. februar.

Alle overgangene foregik uden problemer, og i den forbindelse vil vi gerne sige tak til kommunerne for at prioritere opgaverne, der medfulgte overgangen til Context Handler 2.

Takket være jeres arbejde havde vi en problemfri overgang.

Tak til jer, der besøgte os på Beskæftigelsestræf

Onsdag den 5. marts var KOMBIT på Beskæftigelsestræf. Beskæftigelsesindsats, arbejdsmarked og de reformer, der er på området, var blandt træffets temaer. Og så kunne deltagerne selvfølgelig besøge KOMBITs stand, der i dagens anledning var bemandet af to af vores reformeksperter, Ricardo Lopez og Pernille Justesen.

De to stod klar til at besvare deltagernes spørgsmål om kontanthjælpsreformen, kommunernes overgangsopgaver og forberedelse til den 1. juli 2025, hvor reformen træder i kraft.

Ricardo Lopez fortæller: Vi vil gerne sige tak til alle jer, der kom forbi. Vi sætter pris på hvert enkelt lille indblik, vi kan få i jeres hverdag. Det hjælper os med at støtte jer bedst muligt i den kommende tid.

Faglig ledermøde afholdt

Den 4. marts holdt vi møde med faglige ledere for KP, KY og KSD.

På dagsordenen var status på beskæftigelsesreformen ved KL, status på udvikling af KSD AI-assistent, overgang til Context Handler 2, Flekslønautomatisering i KY, implementering af kontanthjælpsreformen samt en opfordring til alle kommuner fra den kommunale styregruppe på KP om at tage hele KP i brug.

Optagelse og præsentation fra dagen er sendt til alle faglige ledere. Næste møde er den 22. april 2025.

KOMBIT afholder "Gå hjem-møde" om digital forvaltning og offentlig digitalisering

Gå hjem-mødet handler om juridiske aspekter af digital forvaltning og offentlig digitalisering. Mødet er forbeholdt kommunale medarbejdere, der beskæftiger sig med og interesserer sig for de juridiske aspekter af digital forvaltning og offentlig digitalisering, f.eks. sagsbehandlere, it-folk og jurister.

Vi håber, at du vil videreformidle til relevante kolleger.

Du er desuden meget velkommen til at deltage selv, hvis du kan se dig selv i målgruppen!

Tilmeldingsfristen er torsdag d. 1. april 2025.

Du kan læse mere og tilmelde dig via dette link: Gå-hjem-møde om juridiske aspekter af digital forvaltning

Tid:

Tirsdag d. 8. april 2025 kl. 15:00 – 17:30

Sted:

Online via Teams og fysisk hos KOMBIT, Halfdansgade 8, 2300 København S

Program:

  • 15:00 – 15.10 Velkomst og dagens program v. KOMBIT
  • 15:10 – 16:00 Digitalisering i et forvaltningsretligt perspektiv – viden og erfaringer v. Rikke Ipsen, Ombudsmandens kontor  
  • 16:00 – 16.10 Pause
  • 16:10 – 16:50 Praktisk indblik i arbejdet med lovmedholdelighed, v. Maria Kjer Hedegaard og Louise Nørlem Simonsen, UDK
  • 16:50 – 17:20 Indsigter fra reformarbejdet på Arbejdsmarkedsområdet, v. Jakob Volmer og Brian Perri, KOMBIT
  • 17:20 – 17:30 Afrunding

Styrk din viden med Ankestyrelsens læringsplatform

Vil du styrke dine juridiske kompetencer inden for beskæftigelsesområdet? På Ankestyrelsens læringsplatform finder du e-læring og kurser om afgørelser, regler og praksis – og relevante principmeddelelser og artikler på området.

Så uanset om du arbejder med fleksjob, revalidering eller anden beskæftigelsesindsats, kan du blive skarpere på dit fagområde med Ankestyrelsens læringstilbud.

E-læringsforløbene er gratis og kan tages, lige når det passer dig og din arbejdsdag. Der ligger fx e-læring om sanktioner i ydelser efter aktivloven, som du kan prøve kræfter med allerede i dag – og der vil løbende komme flere forløb til.

Prøv Ankestyrelsens læringsplatform: Beskæftigelsesområdet | Ankestyrelsen

Fra venstre: Maiken Xia Engemand, Mathilde Lindholt Heide, Connie Hansen, Teresa Hörman Claus Houmann Nielsen

Bønderslev og Aalborg Kommune med klar opfordring: Brug eFaktura

Siden eFaktura blev tilgængelig i KP har både Brønderslev og Aalborg Kommune brugt denne funktionalitet i KP-løsningen. Begge kommuner var pilotkommuner på eFaktura og havde allerede tidligt en plan om at tage KP i brug fuldt ud. De har været med fra start og er enige om, at der stadig er plads til forbedringer med eFaktura, selvom mange udfordringer og fejl nu er blevet rettet, så man kan bruge eFaktura. Her er deres opfordring til andre kommuner om at tage eFaktura i brug.

Du kan høre anbefalinger og gode råd fra Aalborg Kommune om deres brug af eFaktura og hvorfor de anbefaler andre kommuner at tage det i brug ved at klikke her.

Hvis du er interesseret i at høre mere om Aalborgs ibrugtagning af KP, så fortæller Connie Lund Hansen, afdelingsleder samt styregruppemedlem i KP, Mariann Lykke, ydelsesrådgiver, Irma Balser, faglig koordinator og Rikke Christensen, systemforvalter, om deres oplevelser her.

Nedenfor fortæller sagsbehandlere og supportberettige brugere i KP Mathilde Lindholt Heide, Connie Hansen, Claus Houmann Nielsen samt afdelingsleder, Borgerservice i Brønderslev Kommune Teresa Hörman praktikant i Borgerservice Maiken Xia Engemand  om deres erfaringer med ibrugtagning af eFaktura.

Hvordan forberedte I jer på at tage eFaktura i brug?
Op til ibrugtagning brugte vi en del tid på systemmæssige fejlrettelser.

Sammen med dette udarbejdede vi en skrivelse til vores leverandører om det nye EAN-nummer, som vi oprettede, og som leverandørerne skulle bruge.

Hvordan oplevede I overgangen til eFaktura?

Overgangen gik fint, og vi er glade for, at vi har et system nu, hvor det hele er samlet, og vi ikke skal skifte mellem systemer.

Det er en fordel med én løsning - det giver et bedre overblik. Det er ikke fordi eFaktura på alle parametre er bedre, men vi slipper for at slå op i to systemer.

Hvilke erfaringer har I gjort jer, som andre kommuner kan være opmærksomme på?

Vi vil anbefale andre kommuner at være opmærksom på sammenhængen til økonomiområdet.

Hvis kommunen har en digitaliseringskonsulent eller lignende, kan personen være bindeled mellem afdelingerne (fx jobcenter/ydelsesafdeling og økonomi) og være opmærksom på de opgaver, der er.  Det er vigtigt, at der tidligt i forløbet kan blive tilkoblet en digitaliseringskonsulent, der kan se opgaven på tværs. Ser man ikke opgaven på tværs, får man heller ikke øje på sammenhængen.

Derudover opfordrer vi andre kommuner til at deltage i spørgetimer, statusmøder mm. for at samle viden og stille spørgsmål, når man vil i gang.

For os har det givet mening udelukkende at bruge KP til fakturering, og vi ser gerne, at flere kommuner tager eFaktura i KP til sig.

Vil din kommune i gang med eFaktura?
Der er hjælp at hente! Kontakt KOMBIT på KP@kombit.dk, så tager vi i KOMBIT et opstartsmøde med jer via Teams, så I bliver klædt på til at komme godt i gang.

Status på automatisering af processen for fleksløntilskud

KOMBIT arbejder på en stor ændring, der automatiserer processen for fleksløntilskud.

Denne ændring er en del af release 12.0. Af hensyn til travlhed op mod sommerferien, kontanthjælpsreformen samt ønsket om at give kommunerne mulighed for at selv at styre opsigelsen af eventuelle robot-leverandører på området, har vi valgt, at kommunerne selv skal vælge, hvornår de slår denne ændring til.

Fire kommuner har - travlheden til trods - meldt sig som pilotkommuner (Holstebro, Fredericia, Helsingør og Aalborg). Den 7. april holder KOMBIT et indledende møde med dem og planlægger alle aktiviteter op mod ibrugtagning af automatiseringen i juni. Desuden holder KOMBIT et webinar i starten af maj, hvor vi gennemgår funktionaliteten, så kommunerne på et oplyst grundlag kan tage stilling til, hvornår de vil tage automatiseringen i brug.

Alle kommuner kan melde deltagere til via en survey, som er sendt til systemansvarlige i hver kommune.

Complianceworkshop afholdt - og mere er på vej

KOMBIT har afholdt en complianceworkshop i forhold til at få den juridiske viden, som kommunerne allerede ligger inde som et led i KOMBITs compliancevurdering af den kommende flekslønsautomatisering.

KOMBIT fik brugbare input via denne proces, som KOMBIT kan bruge til denne nødvendige compliancedokumentation.

KOMBIT påtænker at udarbejde og dele et juridisk notat sammen med releasen af denne KY funktionalitet, som forholder sig til compliancesiden af den øgede automatisering.

Dette notat udarbejdes med henblik på at sætte en fælles ramme for, hvor langt der kan automatiseres på flekslønsområdet, uden det sker i en juridisk gråzone.

Vi gør opmærksom på, at der kan være behov for en supplerende juridisk compliancevurdering i de enkelte kommuner, såfremt den enkelte kommune ønsker at automatisere yderligere end den anbefaling, som KOMBIT vil komme med.

Gode tilbagemeldinger på kommunernes adgang til vejledning og support

Vi har netop fået de sidste svar på den survey, som KOMBIT og Netcompany sendte ud den torsdag den 13. marts 2025 til de reformansvarlige i forlængelse af kommunernes forberedelse og konkrete arbejde med overgangsopgaverne i perioden november 2024 - marts 2025. Formålet med surveyen var at undersøge kommunernes tilfredshed med de tilbudte forberedelsesaktiviteter og den support, der blev tilbudt alle kommuner fra starten af januar, da det blev muligt for den enkelte kommune at gå i gang med overgangsopgaver.

Vi har fået 136 besvarelser, hvilket indikerer, at en meget stor del af kommunerne har deltaget i surveyen. Vi er lige nu i gang med en mere dybdegående analyse af de indkomne besvarelser. Men vi kan allerede se, at der tegner sig et mønster i besvarelserne;

  • Langt den største andel oplevede generelt at kunne få svar på deres spørgsmål frem mod vejledningsperioden og oplevede generelt at være godt orienteret og informeret om overgangsopgaverne og ændringer i KY inden vejledningsperiodens start. Samme mønster tegner sig, når der spørges specifikt til selve vejledningsperioden, der fulgte efter
  • Langt den største andel af de adspurgte følte sig samlet vurderet tryg ved, at de fik den nødvendige information og vejledning til at kunne planlægge deres opgaver frem mod vejledningsperioden, og at det var muligt at finde brugbare informationer og materialer på driftssiden
  • Det samme gør sig gældende, når det kommer til tilfredsheden omkring deltagelsen i de løbende supportmøder med opstart i januar. Her giver mere end 80% af de adspurgte udtryk for, at de er enige/meget enige i, at man har været tilfreds med udbyttet af at deltage i disse møder. Det er vi super glade for! Det vil være et tilbud, som videreføres i den kommende periode, hvor kommunerne i næste fase skal i gang med at lave agterskrivelser

Tak til alle der har deltaget i undersøgelsen. Når vi er kommet videre med analysen af de indkomne besvarelser, vil vi vende tilbage med yderligere information omkring resultaterne.

Kommuner tester nye funktionaliteter på vej i KY – en del af forberedelsen på kontanthjælpsreformen

Den 12. og 13. marts deltog KY-brugere fra flere forskellige kommuner i brugertest af de nye funktionaliteter, der er på vej i KY den 1. juli, hvor kontanthjælpsreformen træder i kraft. De kommunale testdeltagere melder, at de er klar til de ændrede funktionaliteter og kvitterer for et par gode testdage.

Forud for testdagene havde KOMBIT og Netcompany skruet testforløbet sammen med det formål at teste alle scenarier igennem vedrørende de nye funktionaliteter i KY for Særlig Støtte (SÆS) og beskæftigelseskrav.

KY-brugerne, som deltog i testforløbet af delleverance 2, afprøvede forskellige scenarier i KY inden for SÆS og Beskæftigelseskrav for at afprøve både faglig og teknisk anvendelse samt brugervenlighed. Desuden bidrog KY-brugerne med input til den brugervejledning, som er i gang med at blive udfærdiget.

Også breve, der bliver tilknyttet ovenstående områder, blev gennemlæst og kommenteret.

Optur
Ruby Hjort, der er faglig koordinator i Skanderborg Kommune, kvitterede på LinkedIn for to spændende og lærerige dage: ”Vi har optur over, at de formuleringsforslag, vi kom med til et af brevene, blev ændret med det samme. Vi kommer hjem med faglig læring, nye og gode relationer og en fed oplevelse”.

Stine Klaaby, systemansvarlig, og Christine Johansen, sagsbehandler i Lolland Kommune, havde meldt sig til testforløbet for at være med til at afprøve de kommende funktionaliteter – dels for at sikre rigtighed og brugervenlighed og dels for at få viden med hjem til deres kolleger.
”Det, vi har testet, har været fint intuitivt og virker til at blive genkendeligt. Det virker samtidig brugervenligt, så indtil videre er vi positive overfor de funktionaliteter, vi har testet”, siger Stine og Christine.

KY-brugerne skal opleve at være klar og godt forberedt
Ricardo López, der er implementeringskonsulent i KOMBIT, og som sammen med det øvrige team fra KOMBIT og Netcompany har stået for testforløbet, sender en stor tak til de kommuner (Skanderborg, Lolland, Kolding, Gladsaxe, Hjørring og Holbæk), der deltog og gav meget konkrete og værdifulde input, som nu bliver bearbejdet og klargjort i KY til den 1. juli 2025.

”Det vigtigste er, at brugerne føler sig trygge og godt klædt på til at ibrugtage de nye funktionaliteter den 1. juli”, siger Ricardo og fortsætter, ”Brugerne har påpeget, hvad de mener, der kan tilpasses, og det har vi lyttet til. Det er vigtigt, at deres input inddrages, og når vi har analyseret alle input kigger vi også på, om der er noget, som kalder på en særlig implementeringsindsats ud over den, der allerede er i gang.

Næste og sidste test, inden reformen træder i kraft den 1. juli 2025, bliver af nye funktionaliteter i KY vedrørende fritidstillæg, medicintillæg og indkomstfradrag.

Styrk dit lederskab på ydelsesområdet!

KOMBIT og KOMPONENT udbyder et spændende, kort og intensivt uddannelsesforløb målrettet ”ledelse af reformer” med et specifikt og praksisnært fokus på den kommende Kontanthjælpsreform.

Vi tilbyder en skarp pris, de bedste undervisere og et konkret udbytte i form af en personlig drejebog for ledelsesopgaven omkring Kontanthjælpsreformen.

Hvis du er interesseret, så er invitationen udsendt i dag til faglige leder i alle kommuner.

Første uddannelsesdag er den 19. maj 2025 kl. 9:00-16:00, og tilmeldingsfristen er den 11. april.

Såfremt du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på ky@kombit.dk.

Vi håber at se dig på uddannelsen!

Opfølgning på skifte af kontonummer for befordringsgodtgørelse

I forbindelse med skifte til nyt kontonummer for befordringsgodtgørelse vil vi gerne takke de kommuner, som fik gennemført KLIK-opgaven inden udsendelse af output fra YR i februar. Vi henstiller til, at alle kommuner sikrer, at denne opgave er gennemført, så fremtidigt output ikke fejler grundet opsætningsfejl.

Vi vil derudover meget gerne beklage de gener, som det afstedkom, at output fra kørslen i februar alligevel gik på fejl hos de kommuner, som havde gennemført KLIK-opgaven. Det var en menneskelig fejl, som forårsagede dette. Vi sikrer tilpasning af fremtidige arbejdsgange, så det ikke sker fremadrettet. Status efter kontoskifte for befordringsgodtgørelse er, at al output fra kørslen i februar (januar-data) er blevet genfremsendt.

Ændringer til beregning af dagpenge på vej

Med afsæt i en række dataanalyser på dagpengeområdet er det blevet klart, at der er forskelle mellem forståelse og lovfortolkning af de grundlæggende regler for, hvordan YR skal konstruere en indberetning for dagpenge. Sammen med KL, STAR og BM har KOMBIT derfor i løbet af 2024 arbejdet på at sikre en dækkende afstemning af nødvendige detaljer, som kan sikre enighed om principperne for korrekt beregning.

Med afsæt i dette arbejde er der identificeret et behov for opdatering af gældende bekendtgørelse samt en række ændringer til YRs beregning af dagpenge. Opdatering af bekendtgørelse er sket med BEK nr. 22 af 13/01/2025.

Ændringerne til YR er beskrevet, udviklet og testet i løbet af 2024 og første del af 2025. Vi arbejder i øjeblikket med at sikre de nødvendige verifikationer til STAR/BM, som er forudsætningen for, at den nødvendige godkendelse kan ske, og ændringerne hermed kan blive lagt i produktion. Vi forventer, at dette kan ske inden sommerferien.

 

28-03-2025