PHP-sagen hos KOMBIT og de fælles kommunale løsninger

23-10-2026

Nogle af KOMBITs løsninger var berørt af den potentielle sikkerhedsrisiko hos PHP, som også påvirkede store dele af verdenen. Aula, Fælles Biblioteks Infrastruktur, KLIK og Digitaliseringskataloget var påvirket i løbet af onsdag. De er alle blevet opdateret, så de kører normalt igen.

KOMBIT blev onsdag den 21. oktober informeret om en potentielt kritisk sårbarhed i PHP.

Derefter iværksatte KOMBIT straks en vurdering af de fælleskommunale løsningers eksponering og de nødvendige sikkerhedstiltag. Analysen viste, at Aula, dele af Fælles Biblioteksinfrastruktur samt KLIK og Digitaliseringskataloget potentielt kunne være berørt. Derfor blev løsningerne midlertidigt lukket som en forebyggende sikkerhedsforanstaltning.

Beslutningen blev truffet ud fra et forsigtighedsprincip, hvor beskyttelsen af kommunernes data og sikkerheden i de fælleskommunale løsninger havde højeste prioritet.

Samtidig kontaktede KOMBIT øvrige leverandører for hurtigt at afklare, om andre fælleskommunale løsninger kunne være påvirket, og for at sikre en koordineret håndtering på tværs af leverandørerne.

Kommunerne blev løbende orienteret om situationen, herunder via Mattermost, og hændelsen blev indberettet i overensstemmelse med NIS2-reglerne.

Efter implementering af de nødvendige sikkerhedsopdateringer blev de berørte løsninger gradvist genåbnet. Aula var tilbage i normal drift samme aften kl. 23.45.

Der er ingen indikationer på, at sårbarheden er blevet udnyttet i de berørte løsninger.
KOMBIT er opmærksom på, at de midlertidige nedlukninger medførte gener for kommuner og brugere. Den hurtige og forebyggende indsats blev dog vurderet som nødvendig for at minimere risikoen og sikre fortsat tillid til de fælleskommunale løsninger.

kontaktperson
Lars Skov Granerud
Pressechef