Aula

Elever bruger Aula langt mere end vi tror, viser nye tal

30-04-2026

Selvom børn og unges digitale liv ofte forbindes med sociale medier som TikTok og Instagram, viser nye tal, at elever også er aktive brugere af Aula – langt mere end både forældre og lærere er klar over. Samtidig deler elevernes brug af Aula en kendt udfordring fra andre digitale platforme: Der er begrænset viden om, hvad børnene faktisk foretager sig.

I dag er mere end en halv million danske børn og unge tilknyttet Aula, og eleverne bruger platformen i betydeligt omfang. Omkring 10 % af de daglige logins på Aula foretages af elever, som tilsammen sender cirka 10.000 beskeder om dagen. Brugen foregår ikke kun i skoletiden, men gennem hele dagen. 

“Tallene viser, at eleverne er aktive brugere af Aula. Aula er samtidig den eneste fælles, sikre og offentligt regulerede platform, hvor alle danske folkeskoleelever er samlet ét sted. Det skal vi tage seriøst,” siger Mikkel Hedegaard, direktør for Borgernære Løsninger i KOMBIT. 

KOMBIT har for første gang gennemført en undersøgelse blandt forældre og medarbejdere i folkeskolen om elevernes brug af Aula. Her svarer over halvdelen, at de ikke ved, om eleverne bruger Aula, og at de heller ikke ved, hvad eleverne foretager sig på platformen.

Fælles ansvar for børn og unges digitale udvikling 

Ligesom resten af samfundet følger KOMBIT nøje udviklingen i børn og unges trivsel, særligt når det gælder deres digitale adfærd. Når tal viser, at så mange skolebørn benytter Aula – og dermed er en del af deres hverdag – medfører det et særligt ansvar for, hvordan digitale løsninger påvirker børn og unge, og hvordan de bedst understøttes. 

“Kravene til børn og unges digitale liv udvikler sig hastigt, og tallene viser, at Aula allerede er en integreret del af mange elevers skoleliv. Det forpligter os til at forstå eleverne og deres behov endnu bedre,” siger Mikkel Hedegaard. 

Han fortsætter: 

“Det er et fælles ansvar, som vi nu tager på os i tæt samarbejde med kommuner, interesseorganisationer, skoler og eleverne selv.” 

Mere viden gennem dialog med eleverne 

KOMBIT vil nu styrke indsatsen for at få en dybere forståelse af børn og unges brug af Aula. Det skal blandt andet ske ved at undersøge elevernes konkrete praksis på platformen og ved at inddrage deres perspektiver gennem dialog og nye undersøgelser. 

“Vi mangler i dag et tilstrækkeligt nuanceret billede af, hvordan elever faktisk bruger Aula i deres hverdag. Det vil vi ændre på ved at arbejde mere systematisk – blandt andet ved at tale direkte med skoleelever. Med en bedre forståelse af deres adfærd kan vi blive langt bedre til at støtte dem i at tage de første skridt ind i digitale fællesskaber på en måde, der er både sikker og tryg,” siger Mikkel Hedegaard. 

KOMBIT vil fortsætte arbejdet for, at Aula understøtter alle brugergrupper – også eleverne. 

Du kan finde hele rapporten om undersøgelsen i 2025 her, og rapporterne om undersøgelserne i 2024 og 2023.

FAKTABOKS

Generel tilfredshed med Aula 

  • Medarbejdere (2025 og 2024): 3,4 / 5
  • Forældre (2025 og 2024): 3,2 / 5

Informationsmængde 

  • 40 % af forældre oplever, at der er for meget information. 

Retningslinjer 

  • 49 % af skoleforældre har aldrig drøftet retningslinjer for brug af Aula. 

Kendskab til elevernes brug 

  • 53 % af medarbejdere og 58 % af forældre angiver, at de ikke ved, hvad eleverne foretager sig i Aula.

Elevbrugere 

  • Ca. 575.000 elever er oprettet som brugere i Aula på tværs af landets kommuner. 
Lars Skov Granerud
Pressechef
Kommunikation & Omverden