For at gøre det let at finde relevante og kommunevendte uddannelsestilbud opretter KOMBIT, KL og Komponent nu Kommunernes Cybersikkerhedsskole.
”Indholdet i vores fælles Cybersikkerhedsskole vil løbende blive udviklet for at understøtte kommunernes vigtige arbejde med cyber- og informationssikkerhed. Jeg er rigtigt glad for, at vi har lavet dette samarbejde med KL og Komponent, for med vores indgående kendskab til kommunernes dagligdag, udfordringer og behov, kan vi både skræddersy den nødvendige viden og opbygge fælleskommunale fællesskaber, så vi bedre kan modstå cybertruslerne”, siger Mille Østerlund, leder af KommuneCERT.
”Kommunerne er en del af den danske digitale kritiske infrastruktur. Det fik vi slået fast, da ministeren for Samfundssikkerhed og Beredskab den 6. februar 2025 meldte ud, at kommunerne også omfattes af NIS2-loven. Det har vi kæmpet for længe og for at kunne bistå kommunerne med blandt andet den opgave startede vi KommuneCERT i efteråret, som er kommunernes fælles cyberenhed”, siger Johanne Strabo Svendsen, direktør i KOMBIT for Compliance, Kvalitet og Sikkerhed.
I Cybersikkerhedsskolen kan man bl.a. få opdateret viden og praktiske værktøjer, et fællesskab man kan trække på og værktøjer til ledelse i arbejdet med cybersikkerhed. Fra starten er der bl.a. kurser om indsigt i hvordan hackere tænker, informationssikkerhed generelt, ledelse i cybersikkerhed og konkrete værktøjer til at sikre borgeres data og spotte cybertrusler for en bred vifte af ansatte.
”Cybersikkerhed er en kerneopgave for kommunerne, og vi håber, at så mange som muligt vil deltage i kurserne og være med til at sikre alle de vigtige data, som kommunerne arbejder med til dagligt. Det kræver en kontinuerlig indsats, og det er vi i KOMBIT og KommuneCERT klar til at bidrage med”, slutter Mille Østerlund.
Læs mere og tilmeld dig her.