Aula

Velkommen til det nye Aulainfo

07-04-2025

På Aulainfo.dk samles informationer og gode råd vedrørende Aula.

Brugerne af Aula kan nu finde hjælp og informationer på en ny version af hjemmesiden Aulainfo.dk.

Formålet med Aulainfo er at samle viden, hjælp og vejledning om Aula ét fælles sted. Nye brugere af Aula kan finde informationer om, hvordan man kommer godt i gang, mens alle kan bruge siden til at finde informationer om fx driftsstatus og planlagte forbedringer.

"Aula har nu været i drift i over fem år, og der kommer løbende nye brugere til. I arbejdet med det nye Aulainfo har vi haft fokus på at gøre de væsentlige informationer let tilgængelige. Blandt andet har vi arbejdet på at gøre søgningen intuitiv og materialer og informationer lette at finde og lette at læse," fortæller Morten Frouvne Vincentz, produktchef for Aula i KOMBIT.

Information kan give bedre brug af Aula

Aula har tidligere fået kritik for at blive brugt til for meget unødig information og for mange beskeder. Med information om, hvordan man bruger Aula med omtanke og gode råd til den daglige brug, mener Morten Frouvne Vincentz, at Aulainfo er et væsentligt redskab i arbejdet på at sikre, at Aula bliver anvendt rigtigt:

"Aulainfo kan give nye brugere en god introduktion til brugen af Aula og forhåbentlig danne grobund for nogle vigtige samtaler ude lokalt. På den måde kan siden bidrage til en god og hensigtsmæssig brug i de mere end 6.000 institutioner, hvor Aula i dag er en væsentlig del af dagligdagen."

KOMBIT og Netcompany står for opdateringer

Aulainfo.dk er en dynamisk side, som løbende vil blive udbygget og opdateret. Bag siden står det kommunale it-fællesskab KOMBIT, som på kommunernes vegne varetager indkøbet af Aula og overvåger og bestiller drift og udvikling. Netcompany, som er leverandør af Aula, bidrager til hjemmesiden og står blandt andet for at opdatere driftsinformationerne. 

Kontakt

kontaktperson
Lars Skov Granerud
Pressechef
Kommunikation & Omverden