Bibliotekernes Data og It

Med ChatBib kan bibliotekerne nu eksperimentere med AI målrettet biblioteksområdet

06-11-2024

DBC DIGITAL har netop introduceret ChatBib, som er et prototypeprojekt, der viser, hvordan generativ AI kan bruges i bibliotekssektoren. ChatBib er bestilt af KOMBIT og er en del af den Fælles Biblioteksinfrastruktur (FBI).

ChatBib, som er fire individuelle chatbotter, giver bibliotekerne mulighed for at afprøve forskellige tilgange til at anvende AI inden for biblioteksområdet på en sikker og privatlivsbeskyttende måde. Chatbotterne kombinerer hver især store sprogmodeller med særlig biblioteksfunktionalitet og adskiller sig på den måde fra øvrige chatbotter.  

Da det er et prototypeprojekt, er det ikke fuldt færdigudviklede chatbotter, men derimod prototyper, der løbende videreudvikles og forbedres. Prototyperne viser, hvordan AI kan indgå i bibliotekernes arbejde og styrke bibliotekssektorens forståelse af teknologien og anvendelse af generativ AI.  

Målet er at skabe et miljø, hvor bibliotekspersonale kan dele erfaringer, opbygge kompetencer og udforske, hvordan AI kan styrke den daglige praksis. Med ChatBib kan biblioteker få indsigt i, hvordan AI-teknologier kan tilpasses bibliotekernes behov og fremtidige tjenester.  

De fire chatbotter er inspireret af løsninger som ChatGPT, men har fokus på at afprøve AI-teknologier i et sikkert og gennemsigtigt miljø, hvor datahåndtering sker uden om tech-giganternes kommercielle rammer. Med ChatBib får bibliotekerne mulighed for at eksperimentere med AI uden at gå på kompromis med GDPR og privatlivsbeskyttelse. 

Fire forskellige prototyper 

ChatBib tilbyder fire forskellige prototyper, som hver illustrerer unikke muligheder og begrænsninger ved sprogmodeller i forhold til brug i bibliotekssektoren. De fire prototyper er: 

ChatBib: En chatbot, der kan hjælpe med at besvare generelle spørgsmål baseret på generativ AI og den viden, der er indbygget i sprogmodellen.  

Bibliotek.dk: En chatbot, der omsætter brugerens input til søgninger i databrønden, som indeholder alle bibliotekernes materialer. Den anvender både simpel søgning og avanceret søgning og viser både tekst og billeder i resultatet. 

FaktaChat: En chatbot, der baserer svarene på fakta, som bibliotekerne kan stå inde for. Anvender udelukkende Faktalink-artikler, men kan på sigt udvides til at inkludere andre troværdige bibliotekskilder. 

Websøgning: En chatbot, der anvender en søgemaskine, som returnerer links til relevante sider på internettet uden reklamer og indblanding af økonomiske interesser.     

Læs mere om ChatBib og hvordan du kommer i gang her.

 

Kontakt

Portræt, ICO
Ina Corydon
Chef for Børn, Kultur, Social & Sundhed