Aula

Opdatering af Aula indeholder længe efterspurgt ændring

21-05-2024

Natten til lørdag den 25. maj 2024 bliver Aula opdateret til release 2.10. Den nye release vil blandt andet byde på en ændring til besked-funktionen, der skal begrænse omfanget af svar-til-alle.

Lørdag den 25. maj 2024 bliver Aula opdateret med en række forbedringer og nye funktioner. Du vil derfor ikke have adgang til Aula natten til lørdag den 25. maj mellem kl. 03.00 til 08.00.

For forældre og medarbejdere indeholder den nye opdatering særligt én ændring, der kan have betydning for deres oplevelse af Aula.

Før de sender en besked vil Aula-brugere nemlig fremover skulle tage aktivt stilling til om de ønsker at svare alle i en beskedtråd, eller om de kun vil svare direkte til den person, der har oprettet og sendt beskeden. Ændringen sker på baggrund af et ønske fra mange Aula-brugere, som har været generet af for mange irrelevante notifikationer i en beskedtråd.  Selvom ændringen derfor forventes at blive taget godt imod, kan den også betyde, at en trådstarter fremover vil skulle tage stilling til mange enkelte svar. Derfor er det vigtigt, at Aula-brugere altid overvejer om deres svar bør sendes som svar-alle eller direkte til trådstarter.

En ny version af Aula-app’en vil være tilgængelig i Google Play store efter releasen. Der kan gå nogle dage før den opdaterede version af appen er tilgængelig i Apple App store.

Du kan læse mere og finde beskrivelser af opdateringen på denne side på Aulainfo.dk

Kontakt

Portræt, ICO
Ina Corydon
Chef for Børn, Kultur, Social og Sundhed

Om Aula

Aula er kommunikationskanalen i folkeskoler, SFO'er og kommunale og selvejende dagtilbud i alle landets kommuner. I Aula kan elever, medarbejdere og forældre kommunikere og finde information om barnets eller elevens liv i skole og dagtilbud.