KOMBIT skal fremover selv stå for kvalitetssikring og test af de it-løsninger, der indkøbes til kommunerne. Dermed adskiller KOMBIT udviklingsopgaver fra testopgaver, så der ved indkøb og videreudvikling af KOMBITs fælleskommunale it-løsninger vil indgå én udviklingsleverandør, som fokuserer på at skabe, kode og innovere, og et KOMBIT testteam der fokuserer på at sikre kvalitet, standardisering og optimering. Hidtil har de leverandører, der vinder udbud i KOMBIT, stået for begge opgaver.
Tæt samarbejde med en Testing as a Service (TaaS) leverandør
I forbindelse med hjemtagelse af kvalitets- og testopgaver og etableringen af et testteam har KOMBIT valgt at samarbejde med en TaaS-leverandør. Efter et EU-udbud, har Cognizant, der er en af verdens førende leverandører på området, vundet opgaven for en periode på op til 10 år. Kontrakten med Cognizant indebærer leverancer indenfor kvalitetssikring og test på alle KOMBITs kommunale it-løsninger og har en værdi på op til 270 millioner kroner over en 10-årig periode. Kontrakten løber i første omgang fire år, men med mulighed for forlængelse til op til 10 år i alt.
”Med hjemtagelsen af kvalitetssikring og test får vi en mere proaktiv, standardiseret og ensartet tilgang til test på tværs af alle de it-løsninger, vi indkøber på vegne af kommunerne. Dermed kan vi i endnu højere grad sikre, at kommunerne får præcis de it-løsninger - og i den kvalitet – der er kravsat”, siger Heidi Kristoffersen, der er chef for Kvalitet & Test i KOMBIT.
