Grøn Omstilling

Nyt materiale sætter spot på digitaliseringens klimaaftryk

26-08-2024

Fællesoffentligt informationsmateriale sætter fokus på digitaliseringens klimaaftryk, og hvad vi kan gøre ved det.

Elmast

I regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har arbejdsgruppen for grøn databehandling og -opbevaring udarbejdet et informationsmateriale, som formidler viden fra forskning og statistik om digitaliseringens mere dystre side.

Hvad er det digitaliseringen kan?

Digitaliseringen bliver af mange betegnet som et centralt redskab i den grønne omstilling. Digitaliseringen har en evne til at samle store komplekse datamængder, sætte dem i system og skabe en grad af gennemsigtighed i en kompleksitet, som ellers ikke er til at overskue eller forstå for individet.

Denne kvalitet skaber blandt andet et bedre grundlag for at træffe strategiske beslutninger i arbejdet med den grønne dagsorden. Når man fx kan gennemskue hvordan forsyning af elektricitet, eller vand flyder, er det lettere at prioritere, hvor der er størst behov for at udbygge adgangen til vedvarende energi eller etablere infrastruktur til regnvandsreservoirs.

Men, men, men

Digitaliseringen har dog sit eget betydelige ressourcetræk. Udviklingen i den danske datacenterindustri peger i retning af, at industrien i 2030 kommer til at stå for omkring 13% af det samlede danske elforbrug. Til sammenligning forventes private elbiler at stå for ca. 3% af det samlede el-forbrug.

På verdensplan er billedet ca. det samme, hvor Informations og Kommunikations Teknologier (ICT) også forventes at anvende ca. 13% af den samlede elektricitet globalt i 2030. Prognoserne er tilmed udarbejdet før den hastige udbredelse af kunstig intelligens og store sprogmodeller, der er kendt som en særdeles energikrævende teknologi, og som derfor også må forventes at øge energiforbruget markant.

Det store elektricitetsforbrug betyder, at digitaliseringen på globalt plan udleder CO2 på niveau med den kommercielle flyindustri.

Grønne indkøb kan gøre en forskel

I det nye materiale kan du læse om, hvorfor det giver mening at spille med de offentlige indkøbsmuskler, når der skal lægges arm med digitale leverandører indenfor og udenfor Danmarks grænser.

Samtidig promoveres ideen om, at vi følger de samme standarder. Med EU’s grønne indkøbskriterier (og code of conduct for datacentre) i ryggen, har vi et godt fundament for at vurdere, hvilke krav der genererer størst effekt, samt fælles grundlag for, hvordan resultaterne gøres op og dokumenteres.

Ved en fælles og koordineret indsats kan de offentlige indkøbere hjælpe leverandører af software og datacentre til at fokusere deres indsats der, hvor vi ved det virker. Hvis de offentlige indkøb bidrager til at skubbe markedet i en grønnere retning, kan det forhåbentligt skabe ringe i vandet til gavn for alle indkøbere – private såvel som offentlige.

 

Læs mere om digitaliseringens aftryk, og hvad vi kan gøre ved det

Materialet er produceret som et informationsmateriale til inspiration og videreformidling.

Frederik Beyer - portræt
Frederik Beyer
Chefkonsulent / Bæredygtighed