Mit Sygefravær

En ny version af den borgervendte selvbetjeningsløsning Mit Sygefravær er sat i drift

07-11-2023

Mit Sygefravær er en obligatorisk selvbetjeningsløsning, hvor sygemeldte borgere skal afgive oplysninger om deres sygefraværssag.

I udviklingen af det nye Mit Sygefravær har leverandøren Knowledge Cube og KOMBIT haft fokus på at levere en driftssikker løsning med de samme funktionaliteter som hidtil, men i et nyt og mere brugervenligt design, der er optimeret til brug på tablet og mobil.

Det har været afgørende for Knowledge Cube og KOMBIT at sikre, at det nye Mit Sygefravær er tilgængeligt og kan bruges på lige vilkår af alle uanset digitale evner.

”Mit Sygefravær er en løsning som alle sygemeldte lønmodtagere, selvstændige og ledige får behov for at bruge. Det er derfor vigtigt, at løsningen giver et godt overblik og er nem at anvende,” fortæller Jakob Volmer, produktchef i KOMBIT.

Mit Sygefravær scorer højt på tilgængelighed

Firmaet Inklusio, der er specialister i tilgængelighed til web og mobil, har løbende brugertestet den nye løsning og har været meget tilfredse med, hvordan tilgængelighed har været i fokus under hele udviklingsforløbet.
 
”Vi har fået stor ros for graden af tilgængelighed og fokus på inkludering i det nye Mit Sygefravær. Knowledge Cube har gennem hele projektforløbet – i samråd med os – haft fokus på netop tilgængelighed, der skal være med til at sikre, at alle brugere vil opleve, at det er trygt og nemt at anvende løsningen. Vi har lige nu fokus på, at løsningen lander godt derude, og herefter kaster vi os over videreudviklingen og de mange gode input, vi har fået fra både kommuner og borgere,” afslutter Jakob Volmer.
 
Få en introduktion til Mit Sygefravær her.
Jakob Volmer
Produktchef
Arbejdsmarked og Beskæftigelse
Lars Skov Granerud
Kommunikationskonsulent