Byg og Miljø er nu i pilotdrift

Den nye selvbetjeningsløsning, der gør det muligt for borgere og virksomheder at søge om bygge- og miljøtilladelser digitalt, er nu i pilotdrift i fem kommuner.

Nu er det muligt for borgere og virksomheder i fem pilotkommuner at søge om byggetilladelser og visse miljøtilladelser digitalt via selvbetjeningsløsningen www.bygogmiljø.dk. 

Byg og Miljø er gået i pilotdrift i de fem kommuner Faaborg-Midtfyn, Gladsaxe, København, Rebild og Vejen.

Forinden har bygge- og miljø-sagsbehandlere fra pilotkommunerne været på uddannelse i systemet, og frem til ultimo marts gennemføres 35 kurser over hele landet for de tilsluttede kommuner.

Fra beta til udrulning i 95 kommuner

I pilotperioden vil Byg og Miljø være i en betaversion, hvor nogle funktioner og/eller oplysninger endnu ikke er tilgængelige. Det drejer sig dog udelukkende om ikke-essentielle funktioner og som ansøger fra én af de fem pilotkommuner kan man derfor trygt ansøge om sin bygge- eller miljøtilladelse.

I alt er der 95 kommuner tilsluttet Byg og Miljø, hvoraf 74 er tilsluttet både bygge- og miljødelen. Den endelige løsning går i luften i samtlige kommuner d. 31. marts 2014.

Selvom Byg og Miljø endnu ikke er tilgængeligt i din kommune, kan du gå ind på www.bygogmiljø.dk og undersøge, hvad der er af muligheder for om-, til- og nybygning på dit sted.

Understøtter den fælleskommunale Digitaliseringsstrategi

Byg og Miljø skal sikre hurtigere, billigere og mere ensartet sagsbehandling på byggesagsområdet. Løsningen understøtter kommunerne ift. at leve op til Den Fælleskommunale Digitaliseringsplan, der har til mål at per 2015 har 80 kommuner implementeret digital byggeansøgning – og 70% af ansøgningerne sker digitalt.

Samtidig bliver Byg og Miljø per 1. december 2014 en del af bølge 3 af obligatoriske offentlige selvbetjeningsløsninger.

Schultz Information er hovedleverandør på Byg og Miljø og har allieret sig med Atkins, som er eksperter i GIS-baserede løsninger og Sorthvid, der har stor erfaring med brugerorienteret udvikling. Som driftspartner har Schultz valgt TDC Hosting.

Læs mere om Byg og Miljø eller se en video om løsningen herunder.

 

Kontakt

Projektchef
3334 9414