Infrastrukturens Onboardingsprogram

Onboardingsprogrammet hjælper kommunale fagsystemsleverandører med at integrere til den fælleskommunale infrastruktur.

Infrastrukturens Onboardingsprogram er et nyt initiativ iværksat af Kommunernes Data og Infrastruktur (KDI). Etableringen af programmet udspringer af et fælles kommunalt ønske om, at KOMBIT i højere grad skal understøtte kommunale fagsystemsleverandører med at integrere til den fælleskommunale infrastruktur.

En hjælp til kommuner og leverandører

Siden etableringen af den fælleskommunale infrastruktur stiller flere og flere kommuner krav til deres leverandører af fagsystemer om at integrere deres fagsystem til infrastrukturen, for at realisere potentialerne af deres investering i netop infrastrukturen. Det sker både gennem individuelle indkøbskontrakter, men også større aftaler som SKI 02.19-rammeaftalen, hvor leverandørerne har forpligtet sig til at integrere senest den 1. april 2020, hvis løsningen har funktionalitet, der er dækket af infrastrukturen.  

I forbindelse med verifikation af leverandørers og kommuners status for klarmelding på SKI 02.19-rammeaftalen er det imidlertid blevet klart for KOMBIT, at mange fagsystemsleverandører ikke lever op til deres forpligtelse om at integrere til den fælleskommunale infrastruktur. Det samme er tilfældet ved en række kommunale indkøb, hvor leverandørerne ikke i tilstrækkelig grad har opfyldt kravsatte integrationskrav til den fælleskommunale infrastruktur.

Som et led i kommunernes arbejde om at følge op på leverandørernes forpligtelser, har kommunerne bedt KOMBIT om i højere grad at understøtte leverandørernes integration til den fælleskommunale infrastruktur.

Det gælder både de leverandører, som har forpligtet sig til at integrere til infrastrukturen på diverse indkøbskontrakter, men også de leverandører, der egenhændigt kan se et forretningsmæssigt potentiale og derfor ønsker at koble på infrastrukturen.

Vi kalder det Infrastrukturens Onboardingsprogram.

Aktiv deltagelse er en forudsætning

En af de vigtigste forudsætninger for programmet er, at både kommuner og fagsystemsleverandørerne deltager aktivt. Det er kommunerne, der har kontrakten og derfor også kommunerne, der skal gå forrest, når det handler om onboarding til den fælleskommunale infrastruktur. Kommunerne har taget det første skridt ved at stille krav og nu handler det om at håndhæve kravene, så leverandørerne lever op til forpligtigelserne.

Det nødvendigør, at kommunerne melder sig som pilotkommune, der kan bistå leverandøren i fx de forretningsmæssige afklaringer og ikke mindst, når leverandørens integration skal ske i praksis, og til sidst endeligt klarmeldes.

KOMBIT kan ikke håndhæve kravene på vegne af kommunerne, men vil i stedet facilitere dialogen og processen frem mod en endelig klarmelding. Der er i høj grad tale om en understøttende rolle, hvor KOMBIT stiller ressourcer og værktøjer til rådighed, som kan benyttes af parterne.

Hvordan fungerer programmet i praksis?

I praksis dækker Onboardingsprogrammet over fire skræddersyede og fokuserede forløb, som skal sikre, at kommunernes fagsystemsleverandører effektiv kan koble på den fælleskommunale infrastruktur.

Programmet tager i høj grad afsæt i de erfaringer, som KOMBIT har gjort sig i forbindelse med Tilslutningsforløbet, hvor KOMBIT har bidraget til at kommunernes ESDH-, Jobcenter- og EOJ-leverandører, gennem et pilotforløb, integrerer til de fælleskommunale indekser.

TILMELD DIG INFRASTRUKTURENS ONBOARDINGSPROGRAM

Klik her for at tilmede dig programmet (for leverandører)

 

Kontakt

Chefkonsulent / Forretningsudvikler
6146 4011